Lidt om behandleren…

Tanja Bak – intuitiv samtaleterapi er etableret i 2020 og jeg har som mål at hjælpe mennesker med at skabe en positiv forskel gennem samtaleterapi, coaching, hypnoterapi, inspiration, bevidstgørelse og formidling.

Min mission er at hjælpe dig med at blive den udgave af dig, som DU ønsker og drømmer om og slippe de begrænsende “tøjler”, der holder dig tilbage for at udleve dit fulde og autentiske potentiale.

Jeg sætter dig i fokus og bruger min intuition og værktøjer til at guide og støtte dig frem til den rigtige løsning.

Hvem er jeg så?

Mit navn er Tanja Bak Jørgensen, jeg er 39 år og bosat i Himmeland sammen med min dejlige kæreste og hund. Jeg er igennem de seneste år blevet uddannet og certificeret Life & Business Coach, Master Hypnoterapeut og Intuitiv Terapeut.

Oprindeligt er jeg uddannet indenfor erhvervsøkonomi med en overbygning i organisation og strategi. Før det brugte jeg nogle år (og forsøg) på at finde det rigtige, hvor jeg samtidig arbejdede indenfor forskellige servicefag i turisme- og restaurationsbranchen.

Igennem efterhånden en del år i erhvervslivet har jeg arbejdet professionelt med mennesker i stort set alle problemstillinger i mine forskellige roller indenfor både servicefagene samt 10 år med HR og projektledelse i store internationale virksomheder.

Jeg har en særdeles solid erfaring og forståelse for de daglige udfordringer, man står med som enkelt person, som et team eller som leder og hvordan enkeltdelene af det hele dig som menneske påvirker dét omkring dig.
Denne forståelse bruger jeg i min praksis, til at relatere mig til- og udfordre dig.

Jeg brænder for at motivere og hjælpe mennesker med at skabe den forandring de drømmer om. Jeg bruger gerne alle mine intuitive og terapeutiske kompetencer samt erfaringer for at skabe positive forandringer for mine klienter; Om det er indenfor karrierelivet, på privat fronten eller personlig udvikling. 

Jeg er løsningsorienteret, da jeg tror på, vi selv har ansvaret for, hvordan vi reagerer på livets skiftende omstændigheder, at vi alle kan udvikle og ændre os, og at vi alle har muligheden for at skabe det liv, vi ønsker og drømmer om. Vigtigst af alt, jeg generaliserer og dømmer aldrig og arbejder udelukkende ud fra hvem du er og hvad du har brug for.

Intuitiv… hvad mener du med det?

Hele mit liv har jeg haft evnen til at fornemme mennesker, følelser og stemninger noget tydeligere end flertallet. Allerede som ganske lille, så jeg tydeligt “den lyserøde elefant i rummet”, men det var først noget senere i livet, at jeg blev klar over, at alle andre ikke “så” den.

Jeg har altid (mere eller mindre bevidst) haft og brugt min stærke evne til at “se vejen” og intuitivt vidst, hvad der var rigtigt både indenfor projekter jeg har været involveret i og for mennesker, jeg er sammen med. Det har bl.a. været en særlig styrke igennem min karriere i erhvervslivet. Jeg har aldrig tvivlet på, hvilken retning, der var den rigtige.

Det er så først nu, hvor jeg har taget de første skridt hen imod det virke, der føles rigtigt og naturligt for mig, efter at jeg har taget mig mod til at stå ved mit autentiske jeg og er begyndt at bruge min intuitive side bevidst, at jeg rent faktisk er begyndt at finde overskud til at passe bedre på mig selv og dermed overskud til at hjælpe andre.

  • Den viden jeg har opbygget i mig egen søgen efter mit autentiske jeg, bruger jeg nu til at hjælpe andre med at finde ind til kernen.
  • OG jeg lytter nu til de input jeg modtager intuitivt og giver dem kærligt videre som gave, til dem, der har lyst og er klar til at modtage.

Bump på vejen hertil

Det skal så siges, at min intuitive sensitivitet også har været en svær størrelse at håndtere og da særligt at stå ved. Når man, som jeg, har følt sig anderledes, forkert og udenfor normen, det meste af mit liv, kræver det mod at stå ved mit autentiske selv og dermed være sårbar.

Jeg har igennem de sidste 10 år trænet, videreudviklet og intensiveret min særlige intuitive sensitivitet. Både for selv bedre at forstå den side af mig selv, som jeg nu engang har brugt ufattelige kræfter på at lægge låg på, og samtidig tage mig mod til at stå ved mit autentiske sensitive selv. Det har krævet tid, når jeg i alt for mange år har ladet mig styre af, hvad andre syntes var det rigtige og hvad jeg burde og skulle – istedet for at gå med det mavefornemmelsen fortalte, var det rigtige for mig.

Som resultat af, at jeg har brugt så mange kræfter på at tilpasse mig krav, som jeg troede kom fra omgivelserne, har jeg været hårdt ramt af stress nogle gange. Jeg har ignoreret de signaler, min krop har prøvet at sende om, at jeg overskred egne grænser, med overvægt som “tak”. Jeg har brugt umådeligt meget energi på at overbevise mig selv og hele verden om, at jeg havde det godt og var super tilfreds med mit liv… det gjorde nas, da der blev kradset hul i den illusion!

Men hvor er jeg dog evig taknemmelig for, at der var én der turde udfordre mig på mit velbefindende og illusionen. Det førte til en lang periode i et dybt mentalt og energimæssigt sort hul, men det er rejsen op ad hullet, der lærer os hvilken styrke og fantastiske egenskaber du som menneske besidder.

Jeg står nu også ved, at jeg kan noget særligt og jeg er taknemmelig over, at jeg kan bruge det, til at hjælpe andre til selv at opnå både en dybere forståelse af sig selv og samtidig realisere sine drømme. Det frigør en masse energi, overskud og muligheder. For det jeg oplever er, at det er når lyset bliver tændt, når vi indser og bliver bevidste om, hvad det egentlig er vi kan og kommer med, at den største forandring sker.

Har du spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte mig og høre nærmere.

Mit ønske for dig…

Mit største ønske for dig er at du, når vi afslutter vores tid sammen, står stærkere og med en klarhed over, hvad du selv ønsker og kan. Og ikke mindst, at du nu har styrken og indsigten til at holde fast i det, du har lært om dig selv, om dine mønstre og faldgruber.

Derfor bruger vi gennem forløbet også meget tid på dit eget ansvar og på, hvordan du selv kan påvirke dit liv og komme væk fra den, du ikke længere vil være og tættere på den person, du ved, det er meningen, du skal blive. Det vigtigste er dog ikke, at du partout skal forandre dig, men at du skal få øje på dig selv og dit fulde potentiale.

Min baggrund

Min faglige baggrund er en god blanding af uddannelse og erhvervserfaring, som er din garanti for kvalitet og tryghed:

  • Certificeret Life & Business Coach v/ Sofia Manning
  • NGH-certificeret 5-PATH® Hypnotisør & Master Hypnoterapeut (National Guild of Hypnotists) v/Hypnosehuset Danmark
  • 7th Path® Selvhypnoseinstruktør v/Hypnosehuset Danmark
  • Certificeret Intuitiv Terapeut v/ Den 6. Sans
  • Cand. Merc. i Strategi og Organisation v/ Aalborg Universitet

Men nok om mig. Det er faktisk dig, det handler om. Hvis du vil læse mere om mig og min baggrund, kan du jo kigge forbi min LinkedIn-profil.